1. Lad være med at skrive blogindlæg, når du er fuld, har set lyset og høj på hvor sindssygt original du er! Selvom du i dit fuldskab synes, at det er det bedste skriftlige materiale verden nogensinde har set, så kan du dagen efter ikke læse, hvad du har skrevet, da du har lavet torpedotastning og stavekontrol har markeret alle ord med rødt. Øv. Just don’t.
  1. Lad være med at “fuldekommunikere” på snapchat! Du kan ikke huske 90% af, hvad du har skrevet dagen efter og hér vil det være rart at kunne gå tilbage. Forræderiske medie!! Det gav så god mening i situationen og voilá! 7 sekunder senere er det væk. Gået til glemme i den sociale medie sfære sammen med din ære. Eller måske er det en gave, at du ikke kan gå tilbage og genlæse…? Det er i hvertfald mange akavede misforståelser, du kan komme uden om….Get get!? Don’t snap and drink!
  1. Kan du selv huske, hvor virkelig irriterende det var, da du stod og var 20 år gammel og en eller anden fuld 28 årig tog fat i dig for at give dig råd om kærlighed og andet bullshit kl. 2 om natten? Ja, ikke? Stop dig selv. Lad nu være med at tro, at du er Kongen af Gode Råd…

God weekend alle sammen!

xoxo 

FullSizeRender-21

 

Det er juni og for os, der godt kan lide at spare en håndøre eller to, så er det vores yndlings højtid! SALE!! Jeg var med min veninde Helene inde og rode rundt til &Otherstories’ sale og der hang helt vildt mange af den samme style, der ikke var blevet købt. ”Hvad er der dog galt med dem, siden ingen har købt dem?” sagde jeg. Ja, hvad er der egentlig galt med dem, siden de ikke er blevet samlet op endnu? Og voilá. Hermed opstod idéen til dette blogindlæg.

På mange måder minder et godt udsalg lidt om mænd, dating og jagten efter det helt rigtige fit. Er du enig? Læs med nedenfor.

————————-

Helt klart en sale klassiker. Ting man har gået og kigget på hele sæsonen og sukket efter i måneder er blevet sat ned og du har endelig råd til det! Men nu hvor du ar råd til den, virker den ikke ligeså appellerende mere. Måske så du stylen ude i byen på en anden, men nu da den er kommet på sale, virker den bare mindre tiltrækkende og du kan egentlig ikke rigtig huske, hvorfor du overhovedet blev vild med den til at begynde med.

Inde i prøverummet ligger der en masse tøj krøllet helt sammen på gulvet. Hele scenariet virker en smule desperat og de ligger egentlig bare og venter på at blive adopteret. Hvilket også gør dig opmærksom på, at der også er mange andre, der har prøvet det på før og der sidder måske fundation i kanten og det virker brugt og second-handagtig.

Du kan også være heldig at gøre et kæmpe scoop, da du finder en style, der er sat ned med 50 procent, men den er mærket forkert, så den skulle egentlig kun have været mærket med 20 procent. YES!

Du kan også løbe ind i at inde i prøverummet finder du den samme style helt krøllet sammen og du tænker ”Okay, andre har prøvet dig før, så måske er det heller ikke noget for mig?”

Det kan også være, at du i køen til prøverummet ser, at en anden pige har valgt at prøve de samme ting som dig? Ikke så nice. Du vil jo gerne have en unik og original stil.

Til din store sorg, så hænger der desværre kun en large tilbage i en kjole, som du virkelig har haft din øjne på. Men du ender med at købe den alligevel selvom du godt ved, at den helt sikkert ikke passer til dig.

Nanna2

 

Min veninde har været i København. Og årsagen til det? Det har hun været for at gå på date med en, hun har matched op med på Tinder.

Vi har begge været ret oppe at køre over ham! Han virkede virkelig cool. Og der var total pingpong på skrift, når de skrev sammen! God kemi. Og hun fniste og fortalte, at hun havde lidt sommerfugle i maven over ham! Og det kunne jeg sørme godt forstå! Høj, flot skæg og flot kæbeparti (det er vigtigt…). Generelt bare en cool fyr. Både udenpå og indeni virkede det til.

Det kunne kun blive en ren succes! Inden hun skal afsted, får hun en krammer på vej ud af døren og jeg griner og siger ”Tænk hvis han har en super feminin stemme!”

Jeg vågner om natten ved, at der er tikket 12 sms’er ind.

Panik.

Og der står et ord “øv”.

———–

Da hun kommer hjem og vi har analyseret hele affæren til døde, kigger vi hinanden dybt ind i øjnene og siger ”hvorfor bliver vi ved med at kaste os ud i sådan et projekt!?”

Jeg vender blikket indad, for jeg ved det godt.

Den forræderiske illusion.

Det er illusionen om manden, der laver kispus med vores hjerner. Illusionen om, at det hér virkelig kunne være manden.  Og det er her, at online dating er så pisse forræderisk! Hvis man havde mødt en fyr i byen, så havde man allerede kunne sorterere de første 35 fra ud fra kemi og førstehåndsindtryk og man kunne spare sig selv for mange natlige panikopkald til veninder.

Det er farligt at lege med illusionen og det værste er, at det tit bare foregår i sit eget hoved! Og når man panikslagen, som min veninde, ringer hjem så er det fordi man har levet højt på illusionen om den mand, man havde skabt i sit hoved. Det er farligt. For det første fordi, fyren ikke har en jordisk chance for at vinde os over. For det andet så sætter vi os selv op til at fejle.

Inden en date så kan man køre sig selv helt op! De der åh-han-virker-bare-så-sød og du-skal-lige-se,-hvad-han-har-skrevet-til-mig-her-samtaler med veninderne gør én helt vanvittig (undskyld for alt det bras, I bliver indlagt til at høre på…). Man er forelsket i illusionen og det er dén, som giver sommerfugle i maven. Et billede som man ene og alene har skabt i sit hoved.

Oh sweet illusion…

Du luller mig i søvn gang på gang.

Måske har jeg set for mange rom-com’s og Nancy Meyers og Woody Allen film på sofaen? Og måske er illusionen den pris, man skal betale på vejen til kærligheden?

Indtil illusionen tager fysisk form.

IMG_4430
Foto af Paw Friis

Ligesom resten af Danmark, så har jeg levet mit liv i solen de sidste to uger. Og så har jeg haft strygende travlt på arbejde! Vi har skudt Pieces’ efterårskampagne, jeg har skudt Pieces’ bikinikampagne 2017, været på Distortion og præsentere Pieces’ nye visuelle identitet samt den kollektion som Pieces har lavet i samarbejde med Distortion. Så har der være launch på Pieces’ Pretty Little Paper – det fineste lille tillæg, som kommer sammen med Cover i denne måned. Og så har jeg drukket øl, rosé og al for meget champagne i solen! Men måske kan man aldrig få for meget champagne?

Go’ søndag til jer alle!

xx Nanna

FullSizeRender-15
Foto af Paw Friis
IMG_4590
Foto af Paw Friis

FullSizeRender-19

IMG_4491

FullSizeRender-18

IMG_4487
En af de fine Pieces x Distortion toppe
IMG_3991
Pieces’ bikinikampagne, der kommer ud næste år.
FullSizeRender-24
Oh sweet rosé…
FullSizeRender-23
Pieces’ efterårskampagne er skudt i Gilleleje ved Rudolph Tegners Museum – noget af det smukkeste, jeg længe har set!
FullSizeRender-25
Pretty Little Paper!!

IMG_4223

FullSizeRender-20

FullSizeRender-16
Og nu søndag….

Sponsoreret indlæg.

Det kan gøre ondt at leve sit liv med åbne arme.

Jeg har brugt mange timer sammen med en single veninde, hvor vi taler om singlelivet og alt dét, der følger med. Vi lever begge med åbne hjerter og det kan godt koste. Og ja, vi fucker up, og ofte, men hvis vi ikke gjorde det, så ville vi:

1. ikke sidde og skraldgrine af alt det, vi hopper rundt og laver…

og

2. blive klogere på os selv og andre mennesker.

Dem som aldrig vover noget som helst, vinder heller ikke og jeg tror på, at man skal tabe et par gange for at vinde.

Det at sige ja til noget er jo langt mere grænseoverskridende end dét at sige nej. Hvorfor? Fordi man ved at sige ja også siger ja til uvisheden. Hvad kommer der til at ske? Det kan vi ikke vide. Hvad sker der, hvis man siger nej? Ingenting. Og det synes jeg, er langt mere skræmmende end noget som helst andet!

Og kan godt forstå, at det kan være skræmmende. For ved at sige ja, så tillader man sig selv at miste balancen et øjeblik og man mister for en stund en retning. Dét at vove pelsen og sige ja til sit liv, giver generelt flere knubs, end det at sige nej til noget i sit liv. Det kan gøre ondt at falde. Måske er det derfor, at nogle mennesker aldrig kommer sig ovenpå et knust hjerte? De tog en chance og fik nallerne brændt og nu tør de ikke sige ja til kærligheden igen. Man at sige ja til kærligheden, betyder at sige ja til at miste kontrollen. Man kan ikke kontrollere andre mennesker og deres følelser og dét kan være en virkelig skræmmende tanke! Det at give sig hen til et andet menneske. Dét at satse.

Jeg vil selv gøre alt dét, jeg kan! Og jeg vil sige “ja”(!) til kærligheden alle de gange, jeg kan komme til det! Nok kan det komme til at gøre ondt, men jeg tror på kærligheden og jeg tror på, at hvis du lever dit liv med lukkede arme, så taber du i sidste ende. Nej-sigerne bliver de store tabere i det kosmiske spil. Det at sige nej til noget kan fører til at måtte sluge fortydelsens bitre pille

Og det er da ikke noget værre end at fortryde ting i sit liv?

Der er få ting, jeg fortryder i mit eget liv, men én ting står soleklart for mig. Her kommer en lille fortælling om at sige nej.

For 4 år siden rejste jeg rundt i Argentina og på en søndag aften, stod jeg i Buenos Aires og svejede i den lune aften vind. Om søndagen samledes de lokale til en aften i tangoens tegn på Plaza Domingo. Som taget ud af en Woody Allen film, så mødes gamle som unge i én lokal fest, hvor alle er inviteret. Og jeg var der også. Jeg stod og kiggede på alle de kulørte lamper i træerne og folk dansede rundt, med sving i skørterne, under lanterne. Kan du se dem danse? Og midt i mængden kommer en gråhåret, argentinsk mand hen til mig, rækker hånden ud i mod mig og spørger om jeg ville danse tango med ham.

Og hvad sagde jeg?

Nej.

Jeg blev genert og for selvbevidst. Hvad hvis jeg ikke kunne finde ud af det?

Man kan desværre ikke spole tiden tilbage.

Bagefter har jeg virkelig sparket mig selv over skinnebenet! Hvornår får man nogensinde muligheden for at danse en argentinsk tango med en argentinsk mand i Argentina, der har mange tangosomre bag sig?

Næsten aldrig.

Dét, jeg vil sige med den her lille fortælling er, at man skal tage i mod tangoen, når den byder sig. Så når livet byder en op til dans, så tag i mod den udstrakte arm og sig ja. Om det er en sød fyr, der spørger om man skal drikke kaffe eller risikoen for at få et knust hjerte, så gør det!

Hvad er det værste, der kan ske?

I sidste ende, når døren til livet lukkes og en anden åbner sig, så gælder det da om at være så smækfed af alle de oplevelser, man kan skrabe sammen så man næsten skal slæbe sig af sted til efterlivet. Og hvordan får du bedst dem? Ved at sige…

Ja.

Så det gør jeg.

nanna2

link

Jeg spottede min første student i går! Jeg gik forbi Casablanca i Rosensgade og hun sad sammen min sin familie og drak et glas bobler udenfor.

Og som bøgens grønne blade, så melder de hvide huer om sommerens ankomst og ja, glade studerende! Det er simpelthen så hyggeligt.

Jeg vinker altid glædeligt tilbage, når vognen med de glade og smilende studenter vinker lystigt….selv når de mooner fulde til en.

At gå i gymnasiet var sgu fedt! En 3 årig periode i sit liv i en totalt beskyttende boble. Man ser sine venner hver dag, drikker sig fuld og fester. To kolde og et kys på trappen. Glad og bekymringsløst. Jeg elskede det!

————

Jeg sad forleden og pakkede en af mine sidste flyttekasser ud (jeg er langsom i optrækket til tider….) og her faldt jeg over min egen blåbog. Den har jeg ikke kigget i, i ja, 9 år. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så lyder jeg sgu en anelse irriterende og en smule belastende. Men okay, jeg var purung – 19 år gammel og fresh out of the gate, så hvis man skal være en smule irriterende, så er det da i den periode af sit liv. Jeg kom til at grine højlydt over mine klassekammeraters opfattelse af mig! Men jeg kan også imellem linjerne læse en usikker pige, som nok gemte sig bag al fjolleriet og dumhederne.

Sammen med min blåbog lå min studenterhue også. Den er helt skriblet til med noter fra mine klassekammerater og løfter om, at vi altid skulle være venner! Min kæreste, på det tidspunkt, skrev i midten af huen “din for evigt”.

Gik alle de profetier i opfyldelse?

Nej.

Men, åh! Hvor jeg da virkelig troede og håbede på det! Helt ind i hjertehulen.

På en eller anden måde, så var der noget magisk over at gå i gymnasiet. Jeg husker at blive båret af sted på en let sky og pludselig var der gået tre år.

Det var virkelig noget af en mavepuster da boblen braste! Jeg føler, at tre år fuldstændig pakket ind i vat og bobleplast blev strippet af én på en brutal måde og samtlige af livets kanter skar ind i den bare hud.

Jeg følte virkelig, at solen drejede sig om mig og, at jeg var centrum af universet! Det var da ikke noget, jeg ikke kunne klare. At se sin egen dødelighed i øjnene gør nas efter tre års uovervindelighed.

Av.

Hvad pokker skulle man nu? Vejen var belagt med usikre brosten (især i Aarhus…) og hvad der skulle vise sig at være dårlige beslutninger. Det var virkelig tough! Man sejlede jo rundt – det gjorde jeg i hvert fald selv. Men det er nok dét, der sker når alverdens muligheder åbner sig efter at have været forudbestemt i 3 år – det var et tagselvbord af uendelige valgmuligheder! Og I kender det sikkert selv – for mange muligheder kan gøre én helt rundtosset!

Det blev jeg i hvert fald selv. Det var den ene umulige kolbøtte efter den anden. Jeg tog selv en panikbeslutning om, at jeg da skulle arbejde på en bar i Rom, så der tog jeg ned blot for at vende hjem igen efter 2 uger. Knækket. Jeg tog også til Norge og arbejdede og min daværende kæreste, som var i Afrika på det tidspunkt, slog jeg op med over en e-mail.

Totalt umodent.

Jeg hader mig selv for det.

———

Som I nok kan regne ud, så markerer 2016 året for mit 10 års jubilæum fra gymnasiet og jeg tænker over, hvad Nanna i 2006 ville have skrevet om på denne blog?

Det ville i høj grad have handlet om mænd (også tømmer…), men også om, hvilken retning livet skulle gå. Vejen lå åben og det samme gjorde ens hjerte. Det ville nok også have handlet om at finde en mening med tilværelsen – det stopper nok aldrig, da man altid kan blive klogere på sig selv.

Der er dog en stor forskel på Nanna anno 2006 og Nanna anno 2016. Jeg har fundet ud af, hvad jeg er god til og hvad jeg ikke er god til. Hvor kan jeg bidrage og hvad jeg skal overdrage til andre. Jeg har også fundet ud af, hvad jeg har brug for i en mand. Og hvad jeg bestemt ikke har brug for.

Jeg er ikke en usikker pige mere, men jeg ved, hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil og det er sgu en kæmpe lettelse! Jeg laver stadig åndsvage ting og betaler prisen og gud ske tak og lov for det! Det vokser man af. Forskellen er bare, at jeg godt ved, hvad jeg har gang i nu– det vidste jeg sgu ikke den gang i mit eget super egotrip.

————

Og da jeg gik forbi den fine student, så fik jeg sådan en lyst til at gå over og give hende en kæmpe krammer og sige ”det bliver godt igen”.

Hvad der også gik op for mig forleden er, at jeg kan sige, at jeg bliver 30 næste år! Av. Jeg ved godt, at jeg lige skal fylde 29 i juli, but still. Så hvis nogen får lyst til at give mig en krammer og fortælle, at det bliver godt igen, så må de hjertens gerne!

En krammer bliver man aldrig for gammel til.

Go’ søndag til jer alle.

xx Nanna

FullSizeRender-14

Nu kaster jeg lige en bold op og jeg regner med at blive sablet ned, men sådan er det med nogle bolde. De gør ondt at få retur.

Det her er en diskussion, vi har haft på arbejde og den deler vandene!

Kan mænd og kvinder være venner? Sådan rigtigt venner?

————–

Indtil videre har jeg desværre ikke kunne bevise, at det godt kan lade sig gøre i mit eget liv. Men måske har jeg så aldrig rigtig haft en rigtig drenge ven? Det kan jeg ikke vide. Men hvis man kalder sig ”venner” og opfører sig sådan indtil en mørk og stormfuld aften, hvor venskabet tager en drejning, har man så været rigtigt venner nogensinde?

Hørt og set i folkeskolen; ”Det er min bedste kammerat” og så snart gardinet røg ned og S, P el. K kom på bordet, så stod man da og kyssede sin ”bedste kammerat” i et mørkt hjørne. Jeg husker da også at have stået til en gymnasiet fest, fuld og dansende og få en kærlighedserklæring fra en, som jeg virkelig troede var en sand drengeven. Efter jeg sagde, at det aldrig kunne blive, så talte han ikke til mig efterfølgende.

Hvad skal man så tro på?

Så min tese er den her; hvis en mand får muligheden for at gribe en bold, tager han den så? Her ville jeg sige ja og det samme gør sig måske gældende for kvinder? Og der kan man så gå ned ad venskabetssti, lullet ind i den illusion om, at det er et sandt venskab, man har at gøre med her. Men vil der altid være en lyst til at få mere, hvis muligheden nu bød sig til?

Årsagen til at jeg tænker, det er svært at finde det ”rene” mande/kvinde venskab, har at gøre med dén helt biologiske forskel, at mænd tænker på reproduktion og kvinder tænker beskyttelse – dét har jeg fra en psykolog kilde. Så kan det overhovedet lade sig gøre, når vi nu fra naturens side er biologisk programmerede til at ville to forskellige ting? Allerede her er der jo to forskellige mindset og agendaer til at mødes. Og derfor er mit spørgsmål til plenum; er der aldrig en part, der inderst inde gerne vil have mere? Reproduktion eller beskyttelse?

Hvad tænker I? Kan det lade sig gøre? Hvad er jeres egne erfaringer og holdninger til det her?

IMG_3778

 

 

Når man har en blog, så går hele konceptet jo ud på at blotte sig selv og sine tanker og følelser. Og der er da virkelig ikke noget bedre end at udstille hele mit liv for alle jer læsere! Det kan godt være lidt skræmmende engang i mellem at gøre sig selv sårbar og blotte sine tanker og følelser til hele verdens lyst og fornøjelse.

En lille sjov historie, som nær var endt galt havde at gøre med frasen “netflix’n’chill” som jeg helt bogstaveligt troede var “netflix” og “chill”. Det var det så ikke lige…Grin bare! De griner af mig nede på arbejde! Det memo har jeg så aldrig fået…ooh jeez.

Når man ser bort fra, at jeg udstiller mig selv, så gør det mig også til en magtfuld skabning! Noget som en fyr netop har indviet mig i. ”Man er jo bange for at ende på bloggen…” sagde han. Og det er angstprovokerende, fortalte han og han ville da nødig blive genstand for ”scrutiny and ridicule”. 

Well…

Nu har jeg efterhånden været på en date eller to og kan derfor præsentere følgende for jer alle sammen; Datingens røde flag. De her røde flag opstår i situationer, hvor ens alarmklokker ringer og man tænker ”run for the freakin’ hills…” eller man står på nippet til at lave faux opkald til en veninde; ”hey it’s me – something bad happened”. Og hvis du tænker; ejh det kan da ikke være sket rigtigt!? Så kan jeg fortæller, at de er taget ud af helt virkelig situationer, som både jeg og mine veninder har oplevet.

Her kommer 12 røde flag i total ukronologisk rækkefølge, men oplevelserne er meget virkelige:

  1. Mænd der ikke stiller ét eneste spørgsmål på en date. Hvorfor mødes vi overhovedet?
  2. Mænd der gerne vil have, at man skal møde deres mor efter 1 date. True story!
  3. Når en date udbryder, at han hader hundehvalpe! Insekter var dog ikke inkluderet på listen…
  4. En 28 årig fyr, der aldrig har fløjet fordi luften i et fly bliver ”genbrugt” af alle om bord. Der er noget dér…
  5. Mænd der siger, at de lige er kommet ud af et forhold, og så finder man ud af, at de har Tinder stambord på den lokale bar.
  6. Mænd der siger, at de er blevet vilde med en efter 1,5 time på date. Det kan altså ikke lade sig gøre – jeg aner jo ikke engang, hvor gammel du er eller hele dit navn…
  7. Mænd der fortæller, at de har dårlig sædkvalitet, men informerer om, at den kan piskes op og sættes op i kvinden. Wtf…
  8. Når en date spørger, om man vil læse hans CV for ham. Er jeg din date eller din vejleder….?
  9. Mænd der fortæller om alle de supermodeller, de synes er helt vildt lækre!
  10. Når en mand fortæller, at børn kun er nogle han kan klare at være sammen med i 5 minutter ad gangen ellers bliver han sindssyg.
  11. Når jeres første date er en tur på McDonald’s…
  12. Når en mand bestiller en Cosmopolitan og drikker den af sugerør, imens du drikker en kold flaskeøl. Something’s off…

————————–

Gad vide, hvilke vanvittige ting, vi kvinder finder på? Nogle der vil løfte sløret her?

Nogle røde flag, jeg har glemt?

Go’ pinse alle sammen!

Xx Nanna

IMG_3331

Er det ikke pudsigt som behov opstår, hvor man aldrig før havde nogle idé om, at det var noget man stod manglede i sit liv?

Bare tænk på mobiltelefonen.

Den vidste jeg ikke jeg ikke, at jeg havde et behov, for før jeg stod med den i hænderne.

Og da Nokia’s 3310’eren kom frem, så ønskede jeg mig ikke andet. Da jeg blev konfirmeret og åbnede æsken havde jeg ingen idé om, hvilken vej jeg upåvirket var ved at træde ud på. Jeg havde ingen anelse om, hvilken magt det ville få over mit liv mange år senere.

Gik det ikke helt fint, før vi alle gik med snuden nede i den? Nu kan jeg nærmest ikke leve uden og jeg får hjertebanken ved tanken om, at den snart løber tør før strøm.

Og på en eller anden måde, så vandrer man ned ad livets vej og føler sig glad og tilfreds indtil et eller andet behov pludselig sætter sig fast i dine tanker, som du ingen idé havde om, at du manglede! Det er vanvittigt, hvordan ting kan spire fra den ene dag til den anden. Og sådan kan jeg gå i lykkelig uvished indtil et eller andet behov sætter sig fast i hjerteklappen på mig.

For hvordan ved man nogensinde om man mangler noget i sit liv? Sådan helt rigtigt?

Jeg er i tvivl.

Hvornår og hvordan kan man nogensinde stole på sit behovssukkende hjerte? Mit hjerte fortæller mig tusind ting hver eneste dag og det er svært at navigere, når det konstant skifter mening og sukker efter det ene og så det andet. Har du ikke prøvet det med, at du står i en butik og i den ene hånd står du med et virkelig fantastisk stykke tøj og dankortet i den anden. Men du er i tvivl. Mangler du det virkelig? Sådan helt virkelig? Og du sover på det. Har du drømt om det om natten eller har du ikke skænket det en tanke?

Det er svært at sove på alting her i livet. Nogen gange skal man træffe en beslutning i et splitsekund, fordi der ikke er tid.

På en eller anden måde, så er det den samme følelse, der opstår søndag morgen. Søndag kan virkelig være en dødhamrende irriterende dag for et behovsstyret hjerte. Man har givetvis tømmermænd (jeg ved, at jeg har…) og alle render rundt ude i solen og holder i hånd og man får en kæmpe gigantisk lyst til at gå over og kysse det første det bedste. Og midt i mit hjerte opstår et behov. Et behov som jeg ikke har mærket noget til alle de andre dage i ugen.

Og det stikker i hjerteklappen og andre behov prikler op til overfladen.

For mig at se, så opstår de her behov, så snart man kommer i kontakt med normen. Og lysten til at passe ind i fællesskabet på den ene eller den anden måde. Jeg har en dejlig veninde, som er gravid og da vi går og snakker i Mejlgade, så udbryder hun glad, at hun endelig føler, at hun passer ind! Jeg undrede mig lidt over hendes kommentar, men i hendes omgangskreds er det normen lige nu.

Jeg kan ikke udstå de normer. Jeg får kvalme af dem! Hvem bestemmer hvad et godt liv er? Jeg ved, vi alle er underlagt de kvælende normer, men jeg magter det simpelthen ikke. Men alligevel når jeg kommer i kontakt med normer, så opstår et behov for noget, jeg ikke vidste jeg manglede.

Det er kvælende.

Jeg har en anden veninde, som har sagt sit studie op, fordi hun ikke kan udvikle sig kreativ på den måde, hun gerne vil. Det har jeg kæmpe respekt for! Så nu tager hun til Australien og prøver lykken med noget helt andet.

Det varmer min hjerteklap, men det skaber også et behov (jeg ikke vidste jeg havde…) for at tage til Australien.

————

Når søndag morgen går på hæld og mandag morgen titter frem, så plejer mit søndagsbehov som regel at være fordampet igen.

Og derfor tænker jeg, at måske er det i bund og grund bare behovet for behovets skyld?

God fredag alle sammen!

Xx Nanna

_D7A0089

loading...