Sponsoreret indlæg.

Det kan gøre ondt at leve sit liv med åbne arme.

Jeg har brugt mange timer sammen med en single veninde, hvor vi taler om singlelivet og alt dét, der følger med. Vi lever begge med åbne hjerter og det kan godt koste. Og ja, vi fucker up, og ofte, men hvis vi ikke gjorde det, så ville vi:

1. ikke sidde og skraldgrine af alt det, vi hopper rundt og laver…

og

2. blive klogere på os selv og andre mennesker.

Dem som aldrig vover noget som helst, vinder heller ikke og jeg tror på, at man skal tabe et par gange for at vinde.

Det at sige ja til noget er jo langt mere grænseoverskridende end dét at sige nej. Hvorfor? Fordi man ved at sige ja også siger ja til uvisheden. Hvad kommer der til at ske? Det kan vi ikke vide. Hvad sker der, hvis man siger nej? Ingenting. Og det synes jeg, er langt mere skræmmende end noget som helst andet!

Og kan godt forstå, at det kan være skræmmende. For ved at sige ja, så tillader man sig selv at miste balancen et øjeblik og man mister for en stund en retning. Dét at vove pelsen og sige ja til sit liv, giver generelt flere knubs, end det at sige nej til noget i sit liv. Det kan gøre ondt at falde. Måske er det derfor, at nogle mennesker aldrig kommer sig ovenpå et knust hjerte? De tog en chance og fik nallerne brændt og nu tør de ikke sige ja til kærligheden igen. Man at sige ja til kærligheden, betyder at sige ja til at miste kontrollen. Man kan ikke kontrollere andre mennesker og deres følelser og dét kan være en virkelig skræmmende tanke! Det at give sig hen til et andet menneske. Dét at satse.

Jeg vil selv gøre alt dét, jeg kan! Og jeg vil sige “ja”(!) til kærligheden alle de gange, jeg kan komme til det! Nok kan det komme til at gøre ondt, men jeg tror på kærligheden og jeg tror på, at hvis du lever dit liv med lukkede arme, så taber du i sidste ende. Nej-sigerne bliver de store tabere i det kosmiske spil. Det at sige nej til noget kan fører til at måtte sluge fortydelsens bitre pille

Og det er da ikke noget værre end at fortryde ting i sit liv?

Der er få ting, jeg fortryder i mit eget liv, men én ting står soleklart for mig. Her kommer en lille fortælling om at sige nej.

For 4 år siden rejste jeg rundt i Argentina og på en søndag aften, stod jeg i Buenos Aires og svejede i den lune aften vind. Om søndagen samledes de lokale til en aften i tangoens tegn på Plaza Domingo. Som taget ud af en Woody Allen film, så mødes gamle som unge i én lokal fest, hvor alle er inviteret. Og jeg var der også. Jeg stod og kiggede på alle de kulørte lamper i træerne og folk dansede rundt, med sving i skørterne, under lanterne. Kan du se dem danse? Og midt i mængden kommer en gråhåret, argentinsk mand hen til mig, rækker hånden ud i mod mig og spørger om jeg ville danse tango med ham.

Og hvad sagde jeg?

Nej.

Jeg blev genert og for selvbevidst. Hvad hvis jeg ikke kunne finde ud af det?

Man kan desværre ikke spole tiden tilbage.

Bagefter har jeg virkelig sparket mig selv over skinnebenet! Hvornår får man nogensinde muligheden for at danse en argentinsk tango med en argentinsk mand i Argentina, der har mange tangosomre bag sig?

Næsten aldrig.

Dét, jeg vil sige med den her lille fortælling er, at man skal tage i mod tangoen, når den byder sig. Så når livet byder en op til dans, så tag i mod den udstrakte arm og sig ja. Om det er en sød fyr, der spørger om man skal drikke kaffe eller risikoen for at få et knust hjerte, så gør det!

Hvad er det værste, der kan ske?

I sidste ende, når døren til livet lukkes og en anden åbner sig, så gælder det da om at være så smækfed af alle de oplevelser, man kan skrabe sammen så man næsten skal slæbe sig af sted til efterlivet. Og hvordan får du bedst dem? Ved at sige…

Ja.

Så det gør jeg.

nanna2

Jeg spottede min første student i går! Jeg gik forbi Casablanca i Rosensgade og hun sad sammen min sin familie og drak et glas bobler udenfor.

Og som bøgens grønne blade, så melder de hvide huer om sommerens ankomst og ja, glade studerende! Det er simpelthen så hyggeligt.

Jeg vinker altid glædeligt tilbage, når vognen med de glade og smilende studenter vinker lystigt….selv når de mooner fulde til en.

At gå i gymnasiet var sgu fedt! En 3 årig periode i sit liv i en totalt beskyttende boble. Man ser sine venner hver dag, drikker sig fuld og fester. To kolde og et kys på trappen. Glad og bekymringsløst. Jeg elskede det!

————

Jeg sad forleden og pakkede en af mine sidste flyttekasser ud (jeg er langsom i optrækket til tider….) og her faldt jeg over min egen blåbog. Den har jeg ikke kigget i, i ja, 9 år. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så lyder jeg sgu en anelse irriterende og en smule belastende. Men okay, jeg var purung – 19 år gammel og fresh out of the gate, så hvis man skal være en smule irriterende, så er det da i den periode af sit liv. Jeg kom til at grine højlydt over mine klassekammeraters opfattelse af mig! Men jeg kan også imellem linjerne læse en usikker pige, som nok gemte sig bag al fjolleriet og dumhederne.

Sammen med min blåbog lå min studenterhue også. Den er helt skriblet til med noter fra mine klassekammerater og løfter om, at vi altid skulle være venner! Min kæreste, på det tidspunkt, skrev i midten af huen “din for evigt”.

Gik alle de profetier i opfyldelse?

Nej.

Men, åh! Hvor jeg da virkelig troede og håbede på det! Helt ind i hjertehulen.

På en eller anden måde, så var der noget magisk over at gå i gymnasiet. Jeg husker at blive båret af sted på en let sky og pludselig var der gået tre år.

Det var virkelig noget af en mavepuster da boblen braste! Jeg føler, at tre år fuldstændig pakket ind i vat og bobleplast blev strippet af én på en brutal måde og samtlige af livets kanter skar ind i den bare hud.

Jeg følte virkelig, at solen drejede sig om mig og, at jeg var centrum af universet! Det var da ikke noget, jeg ikke kunne klare. At se sin egen dødelighed i øjnene gør nas efter tre års uovervindelighed.

Av.

Hvad pokker skulle man nu? Vejen var belagt med usikre brosten (især i Aarhus…) og hvad der skulle vise sig at være dårlige beslutninger. Det var virkelig tough! Man sejlede jo rundt – det gjorde jeg i hvert fald selv. Men det er nok dét, der sker når alverdens muligheder åbner sig efter at have været forudbestemt i 3 år – det var et tagselvbord af uendelige valgmuligheder! Og I kender det sikkert selv – for mange muligheder kan gøre én helt rundtosset!

Det blev jeg i hvert fald selv. Det var den ene umulige kolbøtte efter den anden. Jeg tog selv en panikbeslutning om, at jeg da skulle arbejde på en bar i Rom, så der tog jeg ned blot for at vende hjem igen efter 2 uger. Knækket. Jeg tog også til Norge og arbejdede og min daværende kæreste, som var i Afrika på det tidspunkt, slog jeg op med over en e-mail.

Totalt umodent.

Jeg hader mig selv for det.

———

Som I nok kan regne ud, så markerer 2016 året for mit 10 års jubilæum fra gymnasiet og jeg tænker over, hvad Nanna i 2006 ville have skrevet om på denne blog?

Det ville i høj grad have handlet om mænd (også tømmer…), men også om, hvilken retning livet skulle gå. Vejen lå åben og det samme gjorde ens hjerte. Det ville nok også have handlet om at finde en mening med tilværelsen – det stopper nok aldrig, da man altid kan blive klogere på sig selv.

Der er dog en stor forskel på Nanna anno 2006 og Nanna anno 2016. Jeg har fundet ud af, hvad jeg er god til og hvad jeg ikke er god til. Hvor kan jeg bidrage og hvad jeg skal overdrage til andre. Jeg har også fundet ud af, hvad jeg har brug for i en mand. Og hvad jeg bestemt ikke har brug for.

Jeg er ikke en usikker pige mere, men jeg ved, hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil og det er sgu en kæmpe lettelse! Jeg laver stadig åndsvage ting og betaler prisen og gud ske tak og lov for det! Det vokser man af. Forskellen er bare, at jeg godt ved, hvad jeg har gang i nu– det vidste jeg sgu ikke den gang i mit eget super egotrip.

————

Og da jeg gik forbi den fine student, så fik jeg sådan en lyst til at gå over og give hende en kæmpe krammer og sige ”det bliver godt igen”.

Hvad der også gik op for mig forleden er, at jeg kan sige, at jeg bliver 30 næste år! Av. Jeg ved godt, at jeg lige skal fylde 29 i juli, but still. Så hvis nogen får lyst til at give mig en krammer og fortælle, at det bliver godt igen, så må de hjertens gerne!

En krammer bliver man aldrig for gammel til.

Go’ søndag til jer alle.

xx Nanna

FullSizeRender-14

loading...