Når noget i meget lang tid har gået helt afsindigt stærkt, så er det en helt vidunderlig følelse pludselig at lande med fødderne på jorden igen og mærke roen krybe ind i alle afkroge af kroppen.

De, af jer der kender mig igennem min blog ved, at det har været et år, der har budt på det sure, såvel som det søde.

I lang tid har der været fuld fart på og dét at stå stille, har været lig med dét at mærke efter. Det kan være farligt engang i mellem. Sådan at lytte rigtigt efter.

Men lyttet har jeg gjort og det har ført mig hjem igen.

Når man for en længere periode har følt, at den retning, man skulle ud på led et knæk og man blev forskubbet fra sin livsbane, for at bruge de udødelige ord af Paulo Coelho, så er det utrolig befriende at opdrage, at det knæk det slog pludselig skubber sig selv på plads og tilbage på den livsbane, som man altid har skulle følge.

Nogle taler om skæbneår og hvis jeg ikke vidste meget bedre, så er det præcis, hvad det hér år har været for mig.

Jeg har haft brug for at granske de yderste kroge af mit sind og skubbe mine egne grænser endnu længere end de nogensinde har været før.

For netop som man tror, at man har regnet sig selv og sit liv ud, kommer der et overraskelsesmoment.

Det har været spændende at lære en ny side af mig selv at kende. Hvis sandheden skal frem, så er jeg nok blevet hende, som det var meningen, at jeg altid har skulle været.

Det har taget tid at komme til den erkendelse i mit eget sind. Og tro mig – det kommer ikke let.

Det gør fucking ondt at mærke efter. Men man bliver et bedre menneske på den anden side, også selvom vejen dertil er belagt med frustration og uvished.

I en af de stunder, som jeg nok vil betegne som mit livs ulvetime, spurgte jeg min mor, om jeg nogensinde ville blive okay igen og hun svarede “Du siger til dig selv, hver dag ”Du bliver okay igen” og en dag, så vil du ikke tænke over det mere, fordi du er okay igen”.

Jeg kan huske, at jeg havde svært ved at tro hende. Men den dag er kommet. Jeg har glemt at sige til mig selv, at jeg nok skulle blive okay igen, men som tiden er gået, og her er tiden vel alles ven, så er jeg blevet det. Uden at tænke på det.

Jeg kan godt forstå idéen om, at nogle mennesker måske aldrig lære af deres fejl eller de ting, de går igennem. Det kræver mod at turde kigge sin egen dødelighed i øjnene eller sine egne ængsteligheder.

Men der er ikke noget at være bange for.

Du bliver okay igen.

fullsizerender-39

Jeg er netop hjemvendt fra New Yooorrrrkkk!!

Jeg er har været afsted sammen med min søster og vi har haft det ret så fantastisk! Udover det faktum, at jeg ikke har haft ferie i over i år, så har det saftsume været tiltrængt bare at dalle rundt. Og ferier giver jo også muligheden for lige at trække sig tilbage og kigge ind på sit liv og tænke ‘Hey liv, hvordan går det egentlig med dig?’ Så min søster og jeg har brugt en masse aftenener i dejlige Brooklyn på at drikke frosne drinks og snakke om livets store og små spørgsmål. Det lyder måske ret kliché, men der har virkelig været tiltrængt i en hverdag, hvor det er svært at stå stille og mærke efter, når man altid bevæger sig fremad og aldrig rigtig stopper op. Det har jeg ihvertfald selv meget svært ved.

Så den ferie har været, som ferier er flest; med sol i ansigtet, latter i hjertet og kaffe i hånden.

Mere kunne jeg ikke ønske mig.

Taske fra My Sisters // nederdel fra H&M // t-shirt fra Pieces by Emili Sindlev

fullsizerender-39
Kjole fra Zara // sko fra Zara

img_1745

img_7362
Den ene af de to tatoveringer, jeg fik i NY. Bluse fra Comme des Garçons // bukser fra Zara

fullsizerender-41

nanna16
Sweatshirt fra Pieces by Caroline Sillesen // Nederdel fra Pieces


fullsizerender-38

img_7034
Kjole fra Spell

img_7296

fullsizerender-40

Aarhus har virkelig vist sig fra sin fineste side i den her uge. Vejret har været on fleek og kaffen har smagt ekstra godt på La Cabra på “hipsterhøjen” i Graven.

Aarhus har en særlig plads i mit hjerte og når man, som aarhusianer har boet her i mange år og nydt byen fra dens bedste og værste sider, så er der et par ting, som varmer mit aarhusianske hjerte eller noget, der bare er meget “Aarhus”.

Så, hermed 11 ting, som jeg værdsætter ved at bo i Aarhus og som nok er noget, som de fleste aarhusianere kender.

  • Duften af kanel om morgenen i Graven fra Nummer 24, når de bager “kanel ting”. Yummy.
  • At cykle ned gennem strøget på cykel i fuld fart (selvom man jo ikke må…ahm) en tidlig morgen. Dejlig følelse!
  • At ramme det grønne lys ved Søren Frichs Vej og Ringgaden på vej ned af broen i fuld fart. Momentum til at tage Ringgaden!! Puha…I københavnere har det sgu lidt for let…
  • Lørdag morgen ved Torvesalget ved Ingerslev Boulevard. Farverige blomster, duften af ost og folk, der spiller pétanque og lufter deres hunde
  • “En hel spand roser for 20kr!”. Hvor på strøget befinder jeg mig mon?
  • Fyre i bare overkroppe, der spiller fodbold i Skanseparken
  • Travle bier på cykler i Mejlgade om morgenen. Pas på ved krydset ved VACA og Il Mercatino! Der er fart på! Hop for livet!
  • Lyse aftener på Druden – en, to, for mange Aperol Spritz og en hovedpine senere efter chartreuse på Le C.
  • Folk, der spiser burgere og har tømmermænd på The Burger Shack i Frederiksgade en lørdag morgen.
  • Fulde og på rulleskøjter. Russere i Botanisk Have ved Amphiteatret. Fantastisk!
  • Synet af ensomme cykler, der driver livløst rundt i Åen en søndag morgen sammen med knuste hjerter
  • At vente 30 min på et bord på Oli Nico, fordi man craver moules frites med estragon mayo.

Dejlig søndag til jer alle!

IMG_6836

xoxo Nanna

Når jeg siger ECCO, hvad tænker du så? Jeg vil næsten gætte på, at du tænker på fodformede sko i et praktisk design.

Jeg kan fortælle dig, at det brand image kan du godt smide langt væk! For sådan forholder virkeligheden sig slet ikke.

ECCO sparker virkelig den opfattelse ned med virkelig smukke og elegante sko. ECCO bliver ved med at overraske mig gang på gang! Jeg synes saftsume, at den danske skogigant gør det godt! Vi kan virkelig være stolte over den måde ECCO, som dansk virksomhed, sætter deres præg på sko og design.

Well done.

Nu lancerer ECCO en ny linje af sko “SHAPE collection” under taglinen Women shape the world – we shape their shoes. Kollektionen er tiltænkt kvinder på farten, der holder af smukt design, men ikke vil gå på kompromis med kvalitet og komfort. Twisten ligger i designet af hælen. Ny teknik har gjort det muligt at øge hælen med 15 mm grundet en ”fodseng” som kendetegner hvert design i SHAPE kollektionen. Dette gør det muligt at få en 90 mm hæl uden diskomfort.

Nu har jeg jo som en slags ECCO ambassadør været så heldig at få lov til at skrive om flere af deres sko. Det er da også med stolthed, at jeg endnu engang får lov til at teste en hel ny sko for dem.

For det første vejer de smukke højhælede støvler næsten ingenting, hvilket jeg synes er ret fantastisk, fordi du ikke skal slæbe rundt på tunge sko i løbet af en dag. Selve skoen fremstår ret smukt og simpelt i deres silhuet – en ting, som jeg værdsætter, når jeg skal sammensætte mit tøj herhjemme. Hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg virkelig, at ECCO har skabt en genistreg. Skoene er virkelig smukke og så simple og elegante i deres udtryk.

Og imens man har travlt med at forme dén vej, man skal ud på her i livet, så er det da fantastisk, at ens skotøj skal være det sidste, man tænker på.

For den sidder der. Lige i skabet. Eller i skoen, om man vil.

_MG_8005
Sko fra ECCO // sæt fra Ganni // velourtaske fra Pieces – Foto af Paw Friis
_MG_8297
Sko ECCO // sæt fra Pieces – Foto af Paw Friis

_MG_8449

Foto af Paw Friis

_MG_8162
Foto af Paw Friis

_MG_8229

_MG_8103
Solbriller fra Kenzo x Masunaga – Foto af Paw Friis
_MG_8086
Sko fra ECCO // nederdel og jakke fra Pieces – foto af Paw Friis
_MG_8033
Foto af Paw Friis

Der er bare nogle ting, der er meget “Aarhus”.

I ved, sådan nogle ting, man ikke kan komme udenom, når man har boet i Aarhus i en rum tid eller ting, man kommer ud for og som bare karakteriserer Aarhus som by.

Du ved, du har været i Aarhus…:

  1. Når dine stakkels stilletter er blevet fuldstændig udraderet efter en tur hen over Storetorv en fredag aften efter byen…Jeg elsker den her by, men de brosten bliver mine skos død!
  2. Når man vågner op efter en tur i byen og har pizzasovs på skoen efter at have spist natmad på trappestenen nede ved Ali Baba
  3. Når du kommer hjem med et studiekort, så ved man, at man har været på A Bar…
  4. Når du finder nøglerne til en Porsche i din taske, så ved du, at du har haft en vild aften på Castenschiold…
  5. Når du lufter af røg og har røde tænder af al for meget portvin, så har du slået dine folder på Vintuen aftenen før
  6. Når du finder et bordtennisbat i hånden og opdager diverse blå mærker, når du vågner, så har du været på Shen Mao
  7. Når man om morgenen begiver sig søvnigt af sted over Clemensbro og er ved at blive overfaldet af kæmpe måger på vej til arbejde! De spiser godt i Aarhus de måger…
  8. Når man vågner i sit livs brandert, dæmrer det ligeså stille, at man var på Le Coq og chartreuse helt sikkert var en del af din aften…Av.
Nanna paw
Foto af Paw Friis

Kan I huske The Hansons?

Well, they grew up alright.

Kan ikke huske, hvornår jeg har crushet på en mand med hvide jeans og bandana tørklæde…

suk.

IMG_0030
En tur i Pieces’ dotted boblebil kan vende selv den dårligste dag til den bedste!

FullSizeRender-33

IMG_6272

IMG_6300
Lune sommernætter…

FullSizeRender-30

FullSizeRender-31
Beach life…
IMG_1377
Aperol to go!
IMG_6293
Marshmallows på grillen!
FullSizeRender-34
Hemsen har fået ny kunst på væggen af min ven Kasper

IMG_6255

IMG_6026
Travlt i fotostudiet hos Pieces

FullSizeRender-35

FullSizeRender-32
Et hurtigt smut til Tisvilde med min ven Rasmus

FullSizeRender-37

Kan I huske det program, der hed ”Den sjette sans”? Det gik ud på, at de kendte, der var med i programmet, skulle have deres håndflader læst og så kunne de hér håndlæsere og livsstilsfolk læse alt muligt om deres liv ud fra deres linjer i hånden og andet godt. Jeg ved ikke, om jeg tror på den slags, men det meste af tiden gættede de rigtigt og de kunne spotte perioder i deres liv, hvor de havde oplevet noget særligt turbulent eller sjæleransagende.

Hvis jeg om 30 år fik mine håndflader læst, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at år 2016 ville stå markeret i mellem linjerne.

———-

Jeg bliver 29 i dag! Jeg bliver altid en anelse ”birthday bluesy”. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men livet føles bare mere mærkbart på den her dag. I må ikke misforstå mig! Jeg ELSKER at have fødselsdag! Alle dem der kender mig ved, at jeg altid plejer at holde tre styks og hvorfor ikke? Man må da aldrig gå ned på fejring af sig selv! Men i år er det bare en ny følelse, der sidder i min krop.

Status?

Her på dag 1 i mit 29. år, så sidder jeg og tænker over, at år 2016 på en eller anden måde har indeholdt alt dét, som jeg både elsker og finder så forbandet udfordrende ved livet.

Uforudsigelighedens gave og tunge byrde.

Og i programmet ville håndlæseren kigge mig i øjnene og fortælle, at år 2016 var et skæbneår for mig. Sådan et skæbneår, som folk i film taler om. Dén dag hvor livet giver dig et los i løgene og beder dig om at vælge. Du kan enten lægge dig ned i solen og vente på, at dine pinsler passere eller du kan rejse dig op og børste støvet af knæene og kæmpe videre – selvom det til tider kan føles meget ensomt og mærkbart.

I, der har fuldt med herinde ved, at 2016 startede med en 180* af den mest eksistentielle slags. Efter 7 år brød min kæreste og jeg med hinanden og det kan slå selv den mest standhaftige omkuld. Og omkuld blev jeg. Men det førte mig også ud på omveje, genveje og smutveje, som har fået mig til at elske mit liv og forstå, at ting sker af en årsag. På den måde er jeg nok en smule fatalistisk.

Det har også fået mig til at forstå, mere end nogensinde, at man ikke kan planlægge sit liv. Eller et helt liv i hvert fald – fra start til slut. Det har blandt andet betydet, at jeg slapper mere af i min 29. årige krop – en følelse, jeg ikke besad sidste år. Det er virkelig dejligt! Måske har det bare noget at gøre med at blive voksen, men på den anden side så håber jeg også, at jeg aldrig bliver sådan ”rigtigt” voksen – jeg har stadig brug for at tumle, være barnagtigt og tage de ting, som livet smider mig med et smil. Selvom det kan være en rådden tomat i ny og næ…

———

Da jeg var lille, var jeg sikker på, at jeg skulle leve evigt. Da jeg var 5 år gammel spurgte jeg min mor, om jeg skulle dø engang. Ærlig og pædagogisk som min mor er, svarede hun, at det skulle jeg, men først om lang tid. Jeg kan huske, at jeg svømmede over indeni af angst i min lillebitte krop og jeg følte, at jeg fløj ud af min egen krop.

Når jeg tænker tilbage på dén dag i dag, så er jeg ikke så bange mere. Det er okay. Det gælder om at nyde sit liv og vokse ind i det på den måde, der kan give én lykke.

I dag ved jeg godt, at jeg ikke skal leve evigt. Livet er den største gave! Og hvis man levede evigt, så ville den gave miste sin værdi og netop derfor er det så forbandet vigtigt, at slappe af og smile tilbage, når modgangens dødsrallen hvisker én i øret.

Jeg vokser stadig og mit 29. år er bare endnu en gren på træet.

IMG_0019_1

Foto af Paw Friis

Sponsoreret

Jeg har brug for at løfte sløret for et begreb, der så langsomt er krøbet ind i min bevidsthed over de sidste mange måneder og som gang på gang efterlader mig med en undren.

Kære alle sammen, lad mig præsentere jer for:

Bullshit kortet.

Ja, hvad er nu det for noget. Jeg vil næsten æde min gamle hat på, at næsten 99,9 % af kvinder verden over har stiftet bekendtskab med det begreb om de så taler hindu, afrikaans, kinesisk eller fransk.

Hvad er bullshit kortet så for noget?

I folkeskolen….
Det startede så lovende ud med alle ens veninder som et andet ”choir of young belivers” som troligt bortforklarede virkelig idiotisk adfærd med ”Han skal nok skrive tilbage” eller ”Det er også bare fordi, han lige skulle fodbold med vennerne”.

I har nok ret. Tænkte man.

I gymnasiet…
5 kolde og en rundkreds senere inden en gymnasiefest. En veninde fortæller lystigt og glad om hendes nye crush. Vi mødes senere i byen! skriver han i en sms (status kl. 4? Total og øredøvende radiotavshed…).

Hvorfor tror du ikke han skrev? tikker der ind på sms. ”Han havde det nok bare sjovt og hyggede sig med vennerne” skriver jeg tilbage.

I dag…
True story. Min veninde var ret vild med en dejlig fyr på hendes uddannelse og endelig efter lang tid ender de med at kysse og hun tager med ham hjem. Lige inden de skal til at lægge sig under dynen siger han ”Jeg kan altså ikke lide dig. Vi skal bare knalde”.

That’s nice.

Eller et eksempel fra min egen hverdag. Han kan jo ikke skrive, når han er på arbejde. Han jo nok travlt…(modsat dig selv som sjovt nok også har travlt, men som selvfølgelig har tid til at smide en sms hans vej…).

———

Jeg ved ikke, hvorfor mine veninder og jeg har haft så stort et behov for at bortforklare alting til ukendelighed.

Men jeg tænker; hvad er den vigtige livslektie, som man skal uddrage af det her?

Mænd er aldrig for dovne til at få dét, de gerne vil have.

Har vi gjort det for let for dem?

Hvis en mand siger, at han nok skal skrive eller lover at ringe senere og han så ikke gør?

Hvad betyder det rent faktisk? Nu skal I høre. Min veninde, som desværre ikke bor i Danmark, har prædiket den her mange gange over telefonen, når jeg endnu engang er faldet i fælden og nu vil jeg dele den med jer. Hun siger; I er sammen ved at bygge et hus af tillid og hvis han ikke engang kan lægge den første mursten ned, så bliver det et hus af pindebrænde og meget koldt om vinteren.

Hvis man ikke engang kan regne med ham her, hvad så når det virkelig brænder på?

Ud med ham!

Og jeg river mig i håret (for 117 gang…), for jeg kan sagtens se mig selv sidde dér i rundkredsen og bortforklare diverse søforklaringer med det ene og det andet. Det har jeg nærmest gjort siden folkeskolen…Jeg ville være millionær for længst, hvis jeg havde taget penge for mine psykoanalytisk egenskaber.

Jeg ved ikke om det skyldes, at vi er starved for good ol’ romance og derfor har man glædeligt set igennem bullshit kortet og glemt, at man skal behandles ordenligt.

Men nu kommer det…

Hvis vi ingen standarder har, så er der jo absolut ingenting, som mænd skal leve op til.

Det står så klokkeklart for mig!

Hvor mange gange har man ikke slugt den ene undskyldning efter den anden og tænkt okay jeg skal heller ikke kræve for meget, for så skræmmer jeg ham bare væk og det går heller ikke, at jeg beder om for meget.

Guess what? Jeg er så træt af at tænke, at man ikke kan forvente noget af hinanden eller kræve noget af hinanden. Hvorfor tænker man, at man ikke har fortjent det allerbedste? Eller at dårlige manere og undskyldninger kan sluges hele ligesom en bitter kalk?

Det er så latterligt. Også at jeg har accepteret det.

Det må tydeligvis være mig egen lave standard, der har gjort det muligt at blive kørt om hjørner med. Det er sgu lidt trist, nu jeg tænker over det…

Men nu siger jeg altså ja til højere standarder og nej tak til bullshit. Lad os da hæve vores standarder, så mænd har noget at skulle leve op til!

Så næste gang de hér tikker ind, så ved jeg hvad jeg skal gøre…(delete, delete, delete….)

Hov havde ikke lige set din besked…(der står ”læst” i imessage…?)
Jeg er et sted, hvor der er deadzone… (du bor i København…?)
Jeg skriver senere…(15 timer senere…)
En vaskebjørn rev den ud af hænderne på mig….

Bullshit.

Processed with VSCO with p5 preset

link

Man kan bruge meget tid på at gå og blive trist over alt dét, man ikke har. Der kan skrives mange blogindlæg omkring kærlighed og jeg bidrager selv til emnet jævnligt. Det ved I, der følger med herinde.

Men der er en slags kærlighed, der ikke har fået nok opmærksomhed og måske bliver forsømt i den her foranderlige og digitale sfære, som vi lever i.

Uanset hvor cool vi end ønsker at være i den her tid, så kan vi ikke komme uden om, at vi altid vil være nogen barns.

Hvad end man kan føle sig fortabt og alene, så har man et par varme arme, der griber en i et bamseknus, når nøden er størst.

Jeg er så heldig at have en far, der gider stå og drikke øl med mig i køkkenet og spille alt det musik, der inspirerede ham, da han var ung. Og så spiller jeg det musik, der inspirerer mig 30 år senere. Nogle gange kan vi lide det samme. Og så står vi begge og fælder en tåre over et stykke klassisk musik.

Noget musik er mærkbart. Helt ind i sjælen. Og dét deler vi. Nu og altid.

Jeg er også så heldig at have en mor, som ringer og siger hun savner mig og gerne vil se mig til kaffe og høre, hvordan jeg har det. Og så drikker vi en kaffe. Og så en mere og hun er mor og jeg er datter i en tid, hvor jeg ellers skal være stor og stærk hele tiden.

Det under jeg alle at komme til at opleve.

I folkeskolen synes jeg mine forældre var så pinlige. Jeg har den her type forældre, der stod og vinkede indtil bussen var kørt væk, når jeg skulle på spejderlejr og jeg synkede dybt ned i sædet og synes mine forældre var så pinlige. De hentede også på banegården med flag og sang og mine venner fortalte altid om, hvor fedt det var at være hjemme hos mine forældre til middag, fordi de fortalte så mange skøre historier.

Jeg vendte øjne bag min serviet.

Min far hentede også altid efter skolefesterne og kørte alle hjem selvom det blev sent. Og min mor var altid hende, der havde en mening og når vi var til forældremøde så ville hun række ud efter mig og give min skulder et kram. Hun vidste, at jeg hadede den slags, men jeg fortalte hende det aldrig. Hun vidste det bare.

Og da jeg mødte min ekskæreste mange år tilbage og havde set ham i små tre uger (uden at dele det med mine forældre) åbnede jeg en dag døren for min mor til min lejlighed og hun udbrud ”Sig mig lige! Hvem har du mødt!?

Der er nogle mennesker, der vil kende én ud og ind – selv alle de små finurlige kroge i ens sind, som man ellers troede var usynlige for alle andre end en selv.

Jeg tror faktisk først, jeg virkelig kan sætte pris på det i dag som voksen. Og i dag er jeg lykkelig over at have verdens blødeste og varmeste sikkerhedsnet, som hviler under mig, når jeg begiver mig ud i verden.

Og som en varm dyne giver den mig et kram inden jeg skal sove.

Så derfor – det her blogindlæg er til alle forældrene derude, som passer på deres børn. Selv når vi fucker op.

Og som giver os modet til at prøve. Hvorfor?

Fordi vi altid kan komme hjem igen.

Nanna34
Foto af Paw Friis
loading...